Så skal der stemples
Short story og Studiestræde
Det, de fleste danskere forbinder med en stempelkande, er den klassiske Bodum.
Helt oplagt fordi Bodum er dansk. Deres historie går tilbage til 1944, hvor Peter og Britta Bodum grundlagde virksomheden i København.
Det ikoniske stempelkande design vi kender i dag, startede med et design fra 1974 af Carsten Jørgensen. Den første kande hed Bistro og findes faktisk endnu. Men i starten af 90'erne kom Chambord modellen og det er nok den de fleste har stående derhjemme.
I Risteriet har vi altid været glade for at brygge på stempelkande. Og man kan sagtens sige, at en stor del af Risteriets start var grundlagt med kandevis af stempel-brygninger. Da vi åbnede op i Studiestræde i 2004 var det den måde vi bryggede kaffe til de universitetsstuderende fra Jura og Økonomi – og hvem der ellers kiggede forbi.
De studerende var i hvert fald særligt flittige med besøg i vores café imellem deres forelæsninger, og så skulle der være en masse kaffe klar. Godt nok havde vi en håndfuld af de store 12-kops Chambord. Men efter de første år måtte selv de meget slidstærke stempelkander give vej for en klassisk kaffemaskine.
Minderne har vi dog! Det var en fantastisk start som stempelkanderne gav os, og vi er sikker på, at mange kunder fra de år vil huske tilbage på vores 2go kopper med stærk kaffe og grums i bunden.
Et lille hack til hjemmebrygningen
Vi lavede for en håndfuld år tilbage en lille blog med opskrift og snik snak omkring stempelkande brygning. Den er stadig aktuel og vi anbefaler den hvis du lige skal have tjekket op på fremgangsmåden.
Det kan jo være, at det er lidt tid siden, du sidst har lavet en stempelkande. Rundt om i mange små kaffehjem er den stille og roligt kommet et stykke ind bag i skabet. Der er dukket så mange nye metoder op, og det fylder en del. Aeropress, forskellige pourover/v60, Clever Dripper, osv.
Men finder du den frem – og får den støvet af – så er det lidt som at cykle. Man glemmer det ikke sådan lige med det samme. Så hvorfor ikke lige give det et skud på en mandag i december?
Har du f.eks ’11:07PM’ stående klar fra fredagens kaffebønne i årets julekalender, så vej af og få malet. Kog noget vand og lad det boble af. Hæld forsigtigt op. Giv det en trækketid på ca 3,5 til 4 minutter. Og så er du ved at være klar til en dejlig og velduftende aftenservering.
Men .. lige inden du trykker stemplet ned, så har vi et lille tip. Eller det som i moderne lingo hedder et ’hack’.
Det er nemlig sådan at brygningen ’fortsætter’ efter du har presset stemplet ned. Selve stemplet med det dobbelte metalfilter, adskiller godt nok kaffegrumset fra den flydende kaffe, men stopper ikke helt brygningen. Der er stadig en lille mængde vand, der konstant interagerer med kaffengrumsen, hvilket betyder, at der stadig frigives bitre olier osv. De kommer så med op i den kaffe du hælder op med næste servering.
Når trækketid er gået er alle de gode smage allerede i den flydende kaffe. Og bør faktisk ikke afgive mere. De eneste ting tilbage i grumset i bunden af kanden er de her kedelige, bitre smage, som du ikke ønsker.
Og hvordan undgår du det?
Coffeehackman to the rescue!
Nej, heldigvis behøver du ikke en lyskegle på himlen og håbe på hjælp kommer flyvende. Problemet er ikke større end at du kan løse det med et par råd fra den helt simple skuffe.
Som det mest indlysende: Bryg ikke mere end du skal bruge!
Bodum – såvel som de andre stempelkande producenter – laver deres kander i flere forskellige størrelser. Du kan have en lille kande til den solo-kop. Du kan have en mellem til at dele eller til den store kaffetørst. Og så kan du have en stor til gæster og en kæmpe stor til .. mange gæster. Bryg, og hæld op. Bryg igen hvis der skal bruges mere. Det er det gode råd.
Men .. er du rebelsk og brygger du mere end der lige skal hældes op i kopper i første servering, så kommer her et tilsvarende godt råd: Du bør have noget klar til at hælde resten over i!
Mon ikke du har noget stående der kan bruges? Hæld f.eks fra stempelkanden og over i en termokande. Det var ikke så hipt engang, men nu kan du, selv uden skovmandsskjorte, bruge termokanden helt åbentlyst. Det er blevet helt smart - og det er jo heldigt – for en termokande holder på varmen, men jo uden at det fortsætter med brygningen. Altså de to udfordringer med stempelkanden.
Du kan også hælde det over på en mere fancy serveringskande og sætte på bordet. Skal det holdes varmt kan man – som det kendes fra te brygningen – dække det til med en eller anden form for kaffedyne eller hue. De findes derude, det er bare at google dem. Du kan også lave din egen.
Ellers ty til den mindre fancy, men lavpraktiske og hurtige; smid et viskestykke om eller over. Og du holder på varmen, hvilket er det vi gerne vil, hvis der er brygget mere end der lige skal bruges. Og hellere lidt lunken kaffe end bitter kaffe.
Hvis du bruger kvalitetskaffe – f.eks fra vores altid nyristede sortiment – så kan din kaffe sagtens tabe temperatur uden at blive dårlig. Faktisk udvikles der en ny smag, som kan være interessant. Men det er en anden blog eller et andet hack. Julen er lang, det må vi kunne nå på et senere tidspunkt.
Det var i hvert fald de hacks vi havde for i dag.
Eller måske var det i virkeligheden bare lidt sund stempelkande-fornuft. Og husk så lige, at du kan få tips, tricks og måske endda lidt mere komplicerede hacks – i vores stempelkande blog. Du finder den lige her!
Happpy brewing. Vi håber det smager.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.