Økologisk kaffe
Nyristet kaffe fra Risteriet
Vi er et mikroristeri med høje ambitioner når det gælder kaffe. Vores målsætning er at gå forrest på det danske kaffemarkede, både når det gælder kvaliteten og friskheden af vores kaffebønner.
Alt vores kaffe er absolut nyristet. Som mikroristeri er vi i stand til at købe ind i små mængder, hvilket betyder at vi kan holde de rå bønner helt friske. Bønnerne rister vi på daglig basis og i små portioner, alt efter hvilke ordre vi modtager.
Det vigtigste for os som kafferisteri er det helt banale: Kaffebønner i højeste kvalitet, ristet fra dag til dag. Det var udgangspunktet da vi startede op, og er stadigvæk det fyrtårn vores lille virksomhed orienterer sig mod.
Nedenfor er et lille udvalg af vore økologiske kaffer, men du kan finde alle vores nyristede kaffer her.
Papua Ny Guinea Korofeigu (ØKO)
Smagsprofil
Kaffen er mellemfyldig med et hint af sødme i kroppen. Der er noter af cedertræ, ingefær, hindbær, creme/custard og krydret chokolade. Det er lidt en hyggelig vinterkaffe.
Risteprofil
City (lys rist)
Område
Vore økologiske kaffe New Guinea kaffe kommer fra Korofeigu kooperativet i Bena Bena dalen i øens østlige højland. Kooperativet består af 97 medlemmer og strækker sig over 112 hektar.
Kaffedyrkning i New Guinea er en relativ ny ting, sammenlignet med andre lande hvis tradition for kaffe går flere hundrede år tilbage. Men lad dig ikke snyde; for kaffe fra New Guinea er noget helt særligt.
Brygning
Tidens trend er de langsomme bryggemetoder. Pour-over er metoden mange kaster sig over. Det er filterbrygning med lidt opdateret tilgang. Og det er super fint til Papua Ny Guinea kaffen.
Økologi
Foruden at være en kaffe af højeste kvalitet, så er kaffen her også udmærket med et økologisk stempel. Så er du en af de efterhånden mange forbrugere, der synes at grøn er det nye sort, så kan du med tryghed smide en pose Korofeigu i kurven.
Smagsprofil
Kaffen er lysristet og med dominerende noter af frugt. Rammen om kaffeoplevelsen er fornemmelsen af en tilbageholdt sødme, som de fleste vil placere et sted mellem let og medium. Enkelte øjeblikke med te-sammenligninger kan forventes, men bemærk i den forbindelse renhenden i kaffen. Det er en super balance og kvaliteten kan man ikke kimse af.
Risteprofil
City+ (mellem rist)
Område
Denne Chiapas er fra højderne omkring Motozintla i det sydlige Mexico snublende tæt på Guatemala. Så det er jo rent kaffemæssigt rigtigt interessant.
Vi har den i sortiment af flere årsager. En af dem er at møde en lille trend der har været i den nordiske kaffeverden de senere år. En trend der får flere mikroristerier til at riste lysere og lysere. Risteriet inklusiv. Sammen med filterbrygningens genfødsel - dukker flere helt lyst-ristede kaffer op rundt omkring og bringer en ny dimension til kaffemenuerne rundt op på de små cafeer og lignende steder.
Vi har ofte haft lyse riste på programmet - og i vores sortiment. Primært når vi har ristet de lidt dyrere kaffer så som Jamaica og den aktuelle Kenya AA.
Men nu har vi så hjemkøbt nogle sække af det bedste økologiske kaffe fra den velrenommerede Chiapas region i Mexico. Og med det formål at kunne præsentere netop en meget lys rist (i en profil vi kalder City). Fra et land der er til at betale på samme tid.
Soltørret, vasket og et blend af Bourbon, Caturra, Tipica og Catuaí. Enjoy!
Espresso blend: Miscela Organica (ØKO)
Smagsprofil
Risteriets 100% økologiske espressoblanding byder både på lyse, friske og let syrlige noter; samt en god rund sødme med overtoner af brunt sukker, der tilsammen fører hen til en balanceret eftersmag. I den nyristede version, som vi ynder at kunne tilbyde, får du en naturlig, fin crema som vil fylde din næse med karamel og frisk frugt, når du bryder det mørkebrune lag.
Risteprofil
Full City (mellemmørk rist)
Område
Miscela Organica er en espresso blend, det vil sige den er sammensat af flere forskellige kaffesorter (alle økologiske selvfølgelig). Selve blandingen er en velbevaret forretningshemmelighed, men vi kan da afsløre at den er lavet på 100% arabica.
Mere end bare økologi
Miscela Organica har været en del af vores sortiment i en del år efterhånden, og den er vokset voldsomt i popularitet, så den er ret fast inventar i butikkerne - såvel som her på webshoppen naturligvis. Men er det så blot økohysteri, der er skyld i det øgede salg? Ikke hvis du spørger os, for Miscela Organica har sine helt egne karakteristika, der ikke findes i nogle af de andre espressoblandinger. Den gode fylde og fine crema gør, at Miscela Organica kan, og skal, bedømmes på lige fod med de andre espressoblandinger. Du behøver altså ikke at være på ”økovognen” for at smide den i indkøbskurven, dette er en espressoblanding i sin helt egen ret.
Vores sortiment af økologiske kaffebønner er efterhånden ret stabilt, men fra tid til anden kan man ikke gardere sig mod udsolgte bønner og fejlslagne høste ude i den ret skrøbelige verden. Vi prøver dog, så vidt muligt, at altid have de fornødne bønner til at kunne sammensætte en slagkraftig Miscela Organica.